ØGET FOKUS PÅ MARKEDSFØRING

Markedsføring

Det er vores håb, at skærpede krav til spilleudbyderes tv-reklamer vil føre til færre reklamer

Kampen om spillerne i dit tv

Der har været et stort fokus på mængden af reklamer fra spilleindustrien i 2020 – og med rette, for mængden af spilreklamer i TV er stor, og danskerne har generelt nået en mæthedsgrænse i forhold til spilreklamer. Det skal vi tage alvorligt og gøre noget ved.

Debatten om spilreklamer er vigtig, og selv om Danske Spil er en stor annoncør, er det vores ambition fortsat at komme med udspil til, hvordan mængden af spilreklamer kan reduceres samlet set, så reklameblokkene ikke blot skifter rundt mellem spiludbydere.

Nyt i 2020

  • I 2020 har en højere andel af Danske Spils kommunikation end nogensinde før handlet om ansvarligt spil. F.eks. er kampagnen med fokus på aldersgrænser ‘Vi vil kun vædde med voksne’ blevet set af flere millioner danskere på tv og digitale medier. I 2020 har vi lanceret både radiospots om vores omsorgsopkald og en kampagne på sociale medier, hvor Danske Spil opfordrer til at huske at tage en pause fra spil.

  • 10 bud om ansvarlighed

    I februar fremlagde Danske Spil 10 forslag til et mere ansvarligt spillemarked i Danmark, som kan indgå i de politiske forhandlinger. En del af dem handler om reklamer. Vi mener, det er vigtigt helt generelt at få skruet ned for antallet af reklamer i tv, men vi mener, det er mindst lige så vigtigt at holde øje med måden, vi i branchen generelt markedsfører vores produkter på.
  • Nyt fælles adfærdskodeks
    I 2020 har vi støttet en udvidelse af spilleindustriens adfærdskodeks, efter den første version blev lanceret i sommeren 2019. Danske Spil er medunderskriver på adfærdskodekset.
  • Nyt spilreklamenævn
    I 2020 er der også, på initiativ af spilleindustrien, nedsat et spilreklamenævn bl.a. med uafhængige eksperter. Formålet er at sikre bedre forbrugerbeskyttelse og en instans, hvor privatpersoner og virksomheder kan få deres klager behandlet, hvis de oplever, at spilleudbyderne bryder spilleindustriens eget adfærdskodeks og/eller reglerne om god markedsføringsskik.

Det sker i 2021

Danske Spil håber, at der i 2021 bl.a. kommer ny og skærpet regulering af spilreklamer. Sund konkurrence til gavn for danskerne trives nu engang bedst, når reglerne er kendt og ens for alle. Og når alle spiller efter dem. Det ser vi frem til i 2021.

Vi anbefaler ikke et generelt reklameforbud. Det skyldes bl.a., at vi tror, et forbud bare vil øge det illegale og det udenlandske, internetbaserede  spillemarked. Med et decideret forbud vil spillerne få sværere ved at navigere trygt i internettets jungle af internationale udbydere, hvoraf nogle opererer på det sorte marked uden nogen form for tilsyn. Med tv-reklamer har de ansvarlige spilleudbydere mulighed for at vise kunderne, at man har en dansk tilladelse og følger dansk lovgivning om ansvarlighed.